top of page
  • Cand.mag. Therese Thomsen

Dit mundtlige oplæg

Uanset niveau på dit bachelorprojekt, speciale etc., tæller dit mundtlige oplæg også som en vigtig del af din karakter. Derfor er der nogle ting, udover dine nerver, du bør have styr på, inden du går til eksamen.

Først og fremmest skal du have styr på kravene til dit mundtlige oplæg, såsom hvad du skal præsentere? Og hvor lang tid du skal snakke? Når du skal finde på selve indholdet til dit oplæg, skal det selvfølgelig gå i forlængelse af den skriftlige del af besvarelsen. Du skal derfor ikke bare sidde i syv minutter og gengive det indhold, censor og vejleder allerede har læst i din opgave. Selvfølgelig er det en god ide at indlede dit oplæg med et kort oprids af, hvad opgaven påviste - men hold det til dét.


Du bør derudover inddrage noget nyt i dit oplæg - såsom ny viden, ny teori, en ny undersøgelse eller en ny vinkel på emnet. Så spol tiden tilbage til din brainstorm ved projektets start. Er der noget, du kasserede undervejs? Noget du ikke havde plads til i selve projektet? Eller noget som bare ikke passede ind? Så er det nu, du kan bruge det.


Hvis du er løbet tør for ideer, er du velkommen til kvit og frit at skrive til sikkerkorrektur.dk for inspiration til dit mundtlige oplæg. Ellers er der her et par tips, du kan bruge:

#1 Lav en kvantitativ undersøgelse (spørgeskema). #2 Lav en komparativ undersøgelse (sammenlign dine resultater med andre data). #3 Udnyt at det mundtlige oplæg giver mulighed for brugen af andre sanser/redskaber/medier. Hvis du eksempelvis har skrevet om børnelitteraturs historiske udvikling, kan du fysisk vise helt gamle børnebøger. Ligeledes har du mulighed for at tegne/skitsere på tavlen – eller afspille en sang/lydfil. Husk blot at have 100% styr på teknikken, så det kun tager minimalt af din tid i dit oplæg.


… Eksamensangst


Det er helt normalt at blive nervøs inden eksamen. For nogen kan nervøsiteten dog gå over i angst, hvorfor det bliver et problem for præstationen. Der er heldigvis en masse konkrete ting, du kan gøre for at få kontrol over nerverne. Eksempelvis kan du trække vejret dybt og koncentrere dig om dét. Eller du kan koncentrere dig om at lytte til fem forskellige lyde. Eller du kan sætte dine fingerspidser mod hinanden og mærke efter dér, hvordan det føles. Disse tricks gør, at du både mentalt og fysisk flytter opmærksomheden væk fra det, der udløser og/eller forstærker din angst. Samtidig kan du afhjælpe angsten ved at føle dig godt forberedt. Her får du derfor 13 konkrete tips til netop det:


Tips til den gode eksamen

1) Tænk positive tanker om dig selv og din præsentation.

2) Giv et positivt førstehåndsindtryk til lærer og censor – smil, hils og giv hånd.

3) Kom godt fra start. Det gør du eksempelvis ved at have øvet dit mundtlige oplæg grundigt.

4) Læg gerne ud med at præsentere en disposition hvor du fortæller, hvad du vil gennemgå.

5) Læs ikke direkte op fra dit papir – øv, øv og øv derhjemme!

6) Sid rank på stolen, læg hænderne på bordet og sæt fødderne i jorden. Det signalerer både selvsikkerhed - og samtidig gør det noget godt for din krop rent fysisk.

7) Husk øjenkontakt med både lærer og censor - de bider (normalt) ikke.

8) Tal højt og tydeligt.

9) Husk at eksamen er en samtale. Forsøg derfor at gå med i dialogen uden eksempelvis at gå i panik, hvis samtalen bliver drejet over på noget, du ikke forventede. Omvendt kan du jo også selv lede samtalen over på netop det, du ønsker at tale om.

10) Hvis du ikke forstår spørgsmålet, så bed dem om at omformulere – og hvis du simpelthen ikke kan svare, så sig dét – altså at du gerne vil bede om et andet spørgsmål.

11) Ta’ tænkepauser og husk, at tiden altid går hurtigere i dit hoved. Du har derfor ofte mere tid til at svare, end du tror/frygter.

12) Sidst men ikke mindst så husk at ingen er perfekt - og at din vejleder og censor er dine medspillere. De er nemlig kun interesseret i at få din karakter så højt op som muligt.

13) Et sidste tip er at huske, at det er DIG, der er eksperten. Det er DIG, der har siddet dybt begravet i dit emne i 2, 4, 6 mdr. eller mere. Lærer og censor har flere opgaver ad gangen og læser sjældent alt dit litteratur m.m. Derfor har du muligheden for at brillere alene på denne baggrund. Hvis du selv tror på, du er eksperten, er du allerede halvt i mål.


Husk på, at det lige om lidt er overstået. God fornøjelse og held og lykke....

 

For flere tips og tricks følg med på vores Instagram og Facebook, hvor du løbende får inspiration og mulighed for at deltage i fede konkurrencer.


bottom of page